Insulin er et essentielt hormon, som vi ikke kan leve foruden. Men hvad sker der, når insulinniveauet er kronisk forhøjet?

Vores krop responderer ikke længere i samme grad på insulinpåvirkningen – det er insulinresistens!

Insulinresistens er en almindelig tilstand, der ofte er følgesvend ved svær overvægt, præ-diabetes, type 2 diabetes, PCOS og andre metabolske tilstande.

Jeg har fundet studier, der viser at op mod 60% af den amerikanske befolkning og tilsvarende i flere andre lande har insulinresistens.¹Disse studier viser blandt andet også at hvad angår overvægtige kvinder er mere end 70% insulinresistente og blandt dem med Type 2 diabetes er tallet over 80%.²

Der er rigtig mange, der ikke er klar over, at de er insulinresistente.

Jeg har ikke fundet tilsvarende danske undersøgelser, selv om insulinresistens ud over at være nært forbundet med fedmeepidemien i flere undersøgelser forbindes med forøget risiko for kræft, Alzheimers, flere autoimmune tilstande og kroniske sygdomme.³

Derfor har jeg undersøgt, hvordan insulinresistens opstår, hvordan man ved om man selv er insulinresistent og hvad man i givet fald kan gøre ved det! I denne blog kan du læse om de første to emner, og om kort tid kommer et indlæg om hvad du kan gøre ved insulinresistens.

Hvad er insulinressitens?

Insulinresistens er, når celler i din krop ikke reagerer effektivt på hormonet insulin, der cirkulerer i din krop. Dette får bugspytkirtlen til at udskille endnu mere af dette vigtige hormon i et forsøg på at holde dit blodsukker stabilt.

Insulin har mange roller. Dets primære rolle er at holde vores blodsukkerniveau i balance – kaldet blodsukkerhomeostase. Det skyldes, at både for høje og for lave blodglukoseniveauer er farlige og skadelige for kroppen. Når glukoseniveauet stiger, udskilles mere insulin. Når glukoseniveauet falder, udskilles der mindre insulin. Generelt kan det være bedre for dit helbred på lang sigt at holde insulinniveauet lavt.

Insulin gør det også muligt for cellerne at anvende glukose som brændstof eller at opbevare dette som glykogen i muskel- og leverceller. Faldende niveauer af insulin lader leveren vide, hvornår kroppen skal fremstille mere glukose (glukoneogenese), og stigende insulinniveauer lader leveren vide, hvornår den skal stoppe.

En anden afgørende rolle er insulins regulering af fedtlagring. Når insulinniveauerne er høje, stimulerer det fedtceller til at optage glukose og omdanne det til fedt (lipogenese). Derfor er kronisk forhøjede insulinniveuer en kraftig medvirkende faktor i forbindelse med overvægt. I den forbindelse giver det mening, at holde insulinniveuet lavt, da et lavt insulinniveau gør kroppen i stand til at tage fedtet ud af opbevaringen og bruge det til energi.⁴

For personer, der er metabolsk sunde, fungerer denne proces helt problemfrit og sikrer således en konstant levering af brændstof til kroppen. Problemet opstår, når vi ikke er metabolisk sunde, hvilket nogle forskere vurderer kan være tilfældet for så mange som 88% af amerikanerne.⁵

Jeg har ikke kunnet finde tilsvarende undersøgelser fra Danmark, men da over halvdelen af danskerne idag er overvægtige, er problematikkerne nok lige så aktuelle herhjemme. For eksempel estimerer Annette Sams i bogen Sandheden om sukker, at over 50% af danskerne er insulinresistente. Det er altså en meget aktuel og relevant problemstilling.

Når vores kroppe udsættes for en ubegrænset forsyning af glukose, udskilles insulin konstant og forbliver kronisk høj – en tilstand kaldet hyperinsulinæmi⁶ Og så sker der det at kroppen holder op med at svare normalt på insulinens signaler.⁷

Hvordan opstår insulinresistens?

Genetiske risikofaktorer, miljømæssige risikofaktorer og livsstilsfaktorer har alle vist sig at bidrage til udviklingen af ​​insulinresistens.⁸

Mens nogle mennesker genetisk set er mere tilbøjelige til at udvikle insulinresistens, er den største årsag sandsynligvis at finde i ændringen i vores fødevaremiljø i de seneste årtier. Større tilgængelighed af billig, energitæt mad og drikke kan have ført til, at hele befolkninger får en usund livsstil, der indebærer indtagelse af høje niveauer af sukker og andre raffinerede kulhydrater. Disse nedbrydes til store mængder glukose, som vi ikke har brug for til energi, hvilket igen resulterer i, at en stor del af denne ubrugte energi bliver opbevare i vores celler.

Hvis kroppen konstant bombarderes af denne overskydende glukose, så bliver leveren og muskelcellerne “fulde” af glukose. Da de er fulde, kan de bogstaveligt talt ikke tage mere ind. Den konstante tilførsel af glukose til blodet fra måltider med højt kulhydrat kræver imidlertid, at glukosen skal et eller andet sted hen. Der er derfor nærmest krig mellem kroppens celler og bugspytkirtlen, der hele tiden udskiller mere insulin for at fortælle cellerne, at glukoseniveauet i blodet er for højt, og at de er nødt til at åbne sig for at lade den overskydende glukose komme ind. Men cellerne kan ikke reagere, fordi de er allerede fulde. Glukoseniveauet i blodet er derfor fortsat for højt, og bukspytkirtlen går derefter i overdrive og udskiller endnu mere insulin i et forsøg på at overvinde cellemodstanden og tvinge glukosen ind i cellerne.

Nogle hævder, måske med rette, at kronisk hyperinsulinæmi er et bedre udtryk end insulinresistens. Muskel- og levercellerne er ikke rigtig “resistente” mod insulin, det er bare, fordi de er fulde og ikke kan reagere på trods af bugspytkirtelens øgede indsats. Som Dr. Jason Fung, en af verdens førende diabetes 2 eksperter har sagt, er det som at prøve at lægge mere tøj i en helt fuld kuffert. Kufferten er ikke “modstandsdygtig” over for tøj. Den er simpelthen fuld.

Hvordan ved du, om du er insulinresistent?

Insulinresistens giver i mange år ikke nogle klare signaler på, at dit helbred er på vej ned ad bakke.

Det største symptom på lidelsen er for de fleste – inden de diagnosticeres med præ-diabetes eller værre endnu type 2-diabetes – en stigning i fedtet på maven. Og selv om man nok er træt af bildækket, tænker de fleste nok, at det er alderen, og nu må man også tage sig sammen og løbe nogle ture og spise noget mindre!⁹ Men når man er insulinresistent, så virker de gængse slankeråd slet ikke. Mange små måltider holder i endnu højere fra insulinniveauet oppe, ligesom den høje andel af kulhydrat som vi får i en typisk dansk kost, også bidrager til festen. Så længe dit insulinniveau er kronisk forhøjet kan du pr. definition ikke tabe dig, for kroppen har ikke adgang til at bruge lagrene af fedt til energi. Hvorfor skulle den det, når der er let adgang til hurtig energi i form af masser af glukose?

Det er en særdeles ond cirkel!

En fremherskende teori om, hvordan insulinresistens forværres, er, at vi hver har en bestemt tærskel, for det niveau af fedt, der kan opbevares i vores fedtceller, og når dette overskrides, begynder vores krop at opbevare fedt på mindre ideelle steder – især omkring organerne i vores mave (såsom leveren og bugspytkirtlen) og i vores bughule. Dette kaldes visceralt fedt, og når dette fedt begynder at stige, er det et sikkert tegn på insulinresistens.¹⁰

Andre subtile tegn på insulinresistens hos nogle mennesker er mørke, tørre hudpletter på lysken, armhulerne eller bagsiden af ​​nakken, kendt som acanthosis nigricans¹¹. Man har en formodning om, at disse opstår da insulin stimulerer cellevækst.¹²

Udover disse symptomer har de fleste mennesker med tidlig insulinresistens det helt fint. Og i et langt stykke tid, formentlig over 10-20 år går det godt. Men på et tidpunkt kan selv de højere insulinniveauer ikke holde blodsukkeret under kontrol længere og mere alvorlige symptomer på type 2 diabetes som hyppig vandladning, overdreven tørst, træthed og overdreven sult viser sig. På det tidspunkt, hvor nogen diagnosticeres med type 2-diabetes, har de sandsynligvis haft insulinresistens – eller kronisk hyperinsulinæmi – i et mere end et årti.

Insulinresistens er forbundet med mange alvorlige metaboliske tilstande, især overvægt, som faktisk fører til øget insulinresistens og dermed skaber en ond cirkel.

I det næste blogindlæg beskriver jeg hvordan du gennem faste og din kost kan øge din insulinsensitivitet, og derved både tabe dig og få et bedre helbred.